Præsentation af ROhist.dsn.dk - retskrivningsordbøger gennem historien

Anne Kjærgaard og Philip Diderichsen holder foredrag:

Formålet med siden rohist.dsn.dk er at give professionelle sprogbrugere (fx forskere) og almindelige mennesker uden særlige faglige forudsætninger adgang til at se hvordan dansk retskrivning (ikke) har ændret sig i tidens løb. Målet er at siden skal indeholde 10 søgbare danske retskrivningsordbøger fra 1872 frem til i dag samt Mallings Store og gode Handlinger af Danske, Norske og Holstenere fra 1777. På nuværende tidspunkt indeholder siden alle de retskrivningsordbøger der er udgivet af Dansk Sprognævn, dvs. fra 1955 frem til 2012.

Oplægget vil dels bestå i en introduktion til de mere principielle overvejelser om formål og målgruppe og til det tekniske arbejde der ligger bag siden. Derefter vil vi præsentere selve sitet og bl.a. give eksempler på hvordan man kan søge i basen og danne sig overblik over hvilke forandringer dansk retskrivning (og retskrivningsordbøger) har undergået fra 1955 frem til i dag. I den forbindelse vil vi også præsentere en række af de konkrete problemer vi er stødt på, og (i det omfang problemerne er løst) de løsninger vi er nået frem til. Afsluttende vil vi fortælle om de videre planer for arbejdet med siden - og om hvilke udfordringer digitalisering af retskrivningsordbøger fra før 1955 kommer til at byde på.


Som sædvanlig er alle velkomne, og der vil være kaffe/te i pausen.