Slangeftermiddag i LEDA
Program:
14.00 – 14.05: Velkomst
14.05 – 14.55: Torben Christiansen og Marianne Rathje: Slangordbogen: indhold, redigering og samarbejdet med Dansk Sprognævn
14.55 – 15.15: Kaffe og kage
15.15 – 15.35: Spørgsmål og diskussion
15.35 – 16.00: Alex Speed Kjeldsen og Asgerd Gudiksen: Slangudtryk i dialekterne
16.00 – 16.10: Kort pause
16.10 – 16.35: Henrik Lorentzen og Lars Trap-Jensen: Vulgært, stødende, negativt? Om markeret sprogbrug i Den Danske Ordbog
16.35 – 17.00: Spørgsmål og diskussion
Resumeer
Torben Christiansen og Marianne Rathje
Slangordbogen: indhold, redigering og samarbejdet med Dansk Sprognævn
Slangordbogen er den eneste allround danske slangordbog der er under stadig udvidelse og ajourføring. Den udkom som app første gang i 2012 og i en ny version i 2022.
I første del af oplægget ser vi på ordbogen som projekt: Hvad er betingelserne for arbejdet med ordbogen? Hvordan blev ordbogen modtaget i akademisk sammenhæng? Hvorfor egentlig som privatperson forsøge at dække dette område af sproget? Dernæst zoomes der ind på ordbogens indhold: Dokumentation gennem citater er noget særligt for denne slangordbog. Hvad er status for ordbogen? Hvilke nye tiltag er der i redigeringen? Hvilke kilder er der til nyt indhold? Hvordan er fordelingen mellem dansk og engelsk i de nye ord? Hvor kan man støde på problemer ved dokumentering?
I anden del af oplægget kommer vi ind på det samarbejde med Dansk Sprognævn som Slangordbogen indledte i 2023. Hvad var formålet med samarbejdet, og hvordan er arbejdsgangen i det? Vi vil også præsentere nogle af de resultater der er kommet ud af samarbejdet, nemlig et øget antal ord og dateringer i Slangordbogen, en undersøgelse af slangudtryk for at være fuld og en undersøgelse af nye slangudtryk blandt gymnasieelever.
Endelig kommer vi ind på planer og ønsker for projektet fremover.
Alex Speed Kjeldsen og Asgerd Gudiksen
Slangudtryk i dialekterne
Slang som brugsbetegnelse forekommer sjældent i Ømålsordbogen og slet ikke i Bornholmsk Ordbog og Jysk Ordbog. Det er imidlertid snarere et udtryk for leksikografisk og sprogvidenskabelig tradition. Der forekommer nemlig ord og udtryk i ordbøgerne af samme karakter som ord der er kategoriseret som slang i Den Danske Ordbog eller er medtaget i slangordbøger. Asgerd har ved en tidligere lejlighed fundet en del slangudtryk ved at søge på brugsmarkørerne ”spøg.”, ”uformelt”, ”jargon”, men herved finder man ikke det hele. Der er nemlig også eksempler på (potentielle) slangudtryk der ikke har nogen brugsmarkering i Ømålsordbogen. Og endnu vanskeligere er det at få overblik over materialet til Bornholmsk Ordbog. Der er imidlertid også en anden kilde. I Slangordbogen af Kaj Bom (Bom 1957), der – løseligt – er ordnet i kapitler efter ”emnekredse” (domæner og begreber), er der et kapitel med titlen ”Provins-slang”. I vores oplæg vil vi præsentere karakteristiske eksempler fra dels vores egne dialektkilder, herunder også Jysk Ordbog, dels hos Bom, og på den baggrund diskutere om det er velmotiveret at operere med et begreb man kunne kalde ”landboslang”.
Henrik Lorentzen og Lars Trap-Jensen
Vulgært, stødende, negativt? Om markeret sprogbrug i Den Danske Ordbog
Den Danske Ordbog er i øjeblikket i gang med at gentænke sine beskrivelser af markører for stilniveau og anden markeret sprogbrug. Revisionen indgår i et større arbejde der er udløst af den aktuelle samfundsmæssige interesse og debat om sproglig inklusion og politisk korrekthed. En del af dette arbejde omfatter også slang, hverdagssprog og uformelt sprog, og i vores oplæg ønsker vi at invitere kolleger med ind i det leksikografiske værksted. Da de endelige retningslinjer endnu ikke er fastlagt, vil der være mulighed for at deltagerne kan bidrage med synspunkter inden beslutningen om de fremtidige sprogbrugsmarkører træffes endeligt. Blandt de spørgsmål vi vil drøfte, er: Skal markøren "vulgært" genindføres? Skal "stødende" anvendes oftere? Eller bør den eventuelt erstattes af en ny markør, "værdiladet_negativ"? Er det en god idé at supplere markøren med en advarselstrekant der beskriver og uddyber hvordan markøren skal forstås?
Find vej
Københavns Universitet, Søndre Campus (KUA 3)
Karen Blixens plads 16
Lokale 8B.2.49